Sydamerika - tirsdag den 14. februar 2012
Peulla - Bariloche i Argentina
Vi vågnede ved 6-tiden ved larmen fra den ubarmhjertige mobiltelefons støj. Satte den en halv time frem. Larmede igen. Satte den en time frem men stod så op, for det var ved at blive lyst og de første solstråler kastede lys på bjergene overfor os. Det var smukt og så var vi klar til dagens udfordringer.
Morgenmaden på hotel Natura var fin og ganske på niveau med, hvad vi efterhånden havde vænnet os til. Vi havde god tid til at spise og få pakket færdigt, for vores bus mod Argentina kørte først kl. 9:45.
Vi sad i bussen i under 5 minutter, før vi nåede en paskontrol ganske få meter fra vores hotel. Heldigvis var vi kun 14 mand med bussen, så det var til at overse, at få alle igennem det formelle.
Vi fortsatte gennem et skovområde på grusvej, så støvet stod omkring bussen. Undervejs blev der gjort nogle fotostop, så vi kunne få styret vores lyster. Så kravlede vi roligt op over et pas og på det højeste punkt nåede vi til Argentina. Det var der kun et skilt, til at fortælle, så det var et passende fotostop også. Alle mand ud af bussen, for at tage billede af skiltet :D)
Så kravlede vi nedad igen og busturen sluttede ved puerto Frias - en lille havn, hvor den argentinske paskontrol huserede. Efter lidt ventetid, ankom vores båd, der skulle bringe os over lago Frias. Søen havde en dyb turkis farve og den var omgivet af høje bjerge til alle sider. De højeste skulle være omkring 2.000 meter høje. Mens vi forlod puerto Frias kunne vi glæde os over, at solen skinnede fra en blå himmel på trods af, at det hedder sig, at netop denne sø er et af de steder i verden, hvor det regner allermest.
Der var ikke tid til at nyde omgivelserne ret længe, for efter ca. 20 minutter lagde vi til ved den lille anløbsbro puerto Alegre. Her blev vi "lodset" om i en lille bus og kørt nogle få kilometer til en anden sø, Nahuel Huapi. Ved denne sø (puerto Blest) var der frokostpause. Vi stilede straks mod restauranten og fik os et OK måltid mad men prisen var helt ublu. Vi måtte betale 96 amerikanske dollars for 4 portioner (hvoraf de 2 endda var dagens menu), 4 vand og 2 sodavand. Det var optrækkeri. Bagefter fandt vi ud af, at man nedenunder kunne købe let mad i en bar. Her stod priserne nok bedre mål med maden!
Der var afsat god tid ved puerto Blest, så vores guide på turen anbefalede, at vi gik en tur rundt i bugten. Overfor vores spisested skulle der være et vandfald og man kunne komme helt op og se søen, der føder vandfaldet med vand. Den tur var Marie og jeg hookede på. Hans havde været dårlig om natten, så både han og Gitte var lidt tappet for energi. De valgte at slappe lidt af i stedet.
Så vi begav os af sted langs stranden. Der var ifølge guiden ca. 3 kilometer og efter lidt vandren på stranden, gik turen op i skoven bag søen. Det var en meget flot tur med afvekslende natur og en enkelt lille hængebro.
Omtrent samme tid, som båden ville sejle fra anløbsbroen ved vores frokoststed med alle dem, der ikke tog vandreturen med, var Marie og jeg nået frem til det trappesystem, der skulle føre os op til vandfaldet. Det var et lidt imponerende system, for der var bygget en meget bred trappe af godt, solidt trykimprægneret træ. Der var ca. 600 trin op til toppen og undervejs var der flere udsigtsplatforme ind til vandfaldet. På toppen var belønningen en flot udsigt til en lille sø, der igen var omkranset af stejle klippesider. Vi havde det hele for os selv, da de andre var med båden og dem mødte vi først, da vi var på vej nedad igen.
Gitte og Hans sad som de eneste tilbage på båden, da vi kom ned fra søen og vandfaldet. Gitte havde været oppe på det første udsigtspunkt og tilbage igen. Mens vi ventede på de andre passagerer, var der tid til at læse lidt.
Så var der afgang med den store båd. Umiddelbart så det ud til, at søen var meget lille og vi kun kunne sejle tilbage til den bro, der lå ved frokostrestauranten. Men da vi nærmede os netop den bro, kunne jeg godt se, at der åbnede sig en bred rende ud mod øst - og mod byen Bariloche, som var vores destination for i dag.
Ved frokostrestauranten skulle der flere ombord og her dukkede vores canadisk/danske venner John og Mette op igen. De skulle med til Bariloche.
Sejlturen mod puerto Parfuelo (som var anløbsbroen nærmest Bariloche) forløb i flot vejr. På turen var der høje bjerge på begge sider af den brede "kanal" - i anførselstegn, fordi den garanteret var naturlig skabt.
På båden var der mange, der havde travlt med at fodre måger med kiks. De stod med en kiks i hånden og rakte armen ud over rælingen. Så kom mågerne og snuppede kiksen. Det var vældig underholdende i en tid men så blev fokus drejet tilbage mod det flotte landskab. Tankerne blev ledt hen på Englands District. Der var mange ligheder dertil. Efterhånden som vi nærmede os port Parfuelo, blev bjergene mindre og efterhånden dukkede der mere runde bakker op, så det godt kunne ligne området omkring Windermere i Lake District England.
Vi lagde til kaj og blev overført til en stor, hvid bus. Den kørte ind mod Baroliche og efterhånden, som vi nåede de forskellige hoteller, blev der tyndet noget ud i antallet af buspassagerer. Vi blev sat af i byens centrum som nogle af de sidste.
Vores hotel Nevada lå dermed meget centralt og vi kunne for en gang skyld glæde os over, at vi havde fået 2 værelser uden udsigt til gaden - men til en baggård. Så var vi nemlig også sparet for larmen.
Hans var stadig ikke helt frisk men vi vovede alligevel at aftale, at vi skulle finde et sted at spise til aften. Aftenen var efterhånden godt fremskreden. Vi gik på jagt efter mad ved halv 9 tiden. Fandt et parillia (Rodeo) i en sidegade til hovedgaden, en blok fra hotellet. Her serverede de pasta med ost til Marie og Alex. Gitte og Hans prøvede et grillspyd, som vist faldt i rigtig god jord.
Det gik til gengæld stærkt med at få betalt for maden, for alle var godt trætte nu. Hurtig hjem på hotellet, for at gøre klar til at sove. Klokken var godt 22, da vi var tilbage...
Vi skulle til at indstille os mentalt på, at de næste dage blev storbyferie igen. Buenos Aires kaldte!
